Historien om Rudkøbing Bymølle

I mere end 400 år har der stået en vindmølle på dette sted som et markant vartegn og en central del af bylivet i Rudkøbing. Den har ikke blot forsynet byen med mel, men har også fungeret som et samlingspunkt, hvor generationer af hårdtarbejdende møllere har tjent deres levebrød. Gennem tiden har møllen haft skiftende ejere og overlevet storme, brande og tidernes forandring. I dag står den som et kulturhistorisk monument over en svunden tid.

Maleri af Bymøllen fra 1867 (Byarkivet)

Fra stubmølle til hollændermølle

Der har været møller i Rudkøbing siden middelalderen, men der findes kun begrænset dokumentation om de tidligste. Det vides dog, at der har ligget en vandmølle ved foden af bakken, nær den nuværende Bymølle. Den første vindmølle på stedet kan spores tilbage til 1600-tallet. Den tidligste kendte ejer, Jacob Sax, blev i 1644 registreret som ejer af Rue Mølle, som møllen oprindeligt hed. Dengang var det en stubmølle, der kunne drejes efter vinden. Under Karl Gustav-krigen i 1659 brændte svenskerne møllen ned, da de erobrede og plyndrede Rudkøbing. En ny stubmølle blev hurtigt genopført. I 1703 drev møller Jørgen Rasmussen et grovbrødsbageri ved siden af mølleriet, men samme år blev møllen ødelagt af et voldsomt stormvejr. Endnu en gang blev møllen genopbygget som en stubmølle og skiftede ejere flere gange, indtil Martin Jensen overtog den i 1776. Han ansøgte om at opføre en moderne hollændermølle, men døde, inden han nåede at realisere sin plan. I stedet blev det Johan Schnor fra Holsten, der blev gift med møllerens enke, og hans bror, møllebygger Claus Schnor, der i 1796 opførte den første hollændermølle på stedet.

Katastrofer og genopbygning

Gennem århundrederne har denne hollændermølle gennemgået adskillige prøvelser. I 1818 blev den ramt af en ødelæggende brand, men allerede i 1820 blev den genopbygget i sin nuværende form med mere holdbare materialer. I 1852 rev en voldsom storm alle vingerne af, og igen i 1918 mistede møllen en af sine vinger i blæsten. I 1919 indtraf en tragisk ulykke, hvor mølleren mistede livet, da hans tøj blev fanget i drivhjulet.

Foto af Bymøllen med vindrose og møllegård 1937 (Byarkivet)

Teknologisk udvikling

Møllen fulgte tidens teknologiske behov og fremskridt. I 1700-tallet blev en hestedrevet kværn taget i brug i vindstille perioder, og i 1875 blev en dampmaskine installeret, så produktionen blev uafhængig af vinden. I 1875 blev et bageri etableret i en sidebygning, så møllen også kunne sælge brød til byens borgere. Under N.C. Christoffersens ejerskab (1879-1914) gennemgik møllen en omfattende modernisering med nye kværne og sigter og i 1880'erne blev en valsestol installeret. I 1912 blev den gamle krøje erstattet af en vindrose, hvilket automatiserede møllens drejning mod vinden, og i 1920 blev en motor tilføjet, hvilket øgede produktiviteten yderligere. Det var også i 1920'erne, at der kom en moderne Ascania-sigte til. Trods disse forbedringer blev det stadig sværere at drive en traditionel mølle. I 1950 blev vingerne fjernet, og driften fortsatte alene med motor, indtil møllen lukkede som arbejdende virksomhed i 1957.

Bevaring af et vartegn

Efter lukningen blev møllen reddet fra forfald af "Den Selvejende Institution til Bymøllens Bevarelse", som sikrede dens overlevelse. Allerede i 1957 blev en ny vindrose og nye vinger monteret, men i 1971 blev vindrosen revet ned af et kraftigt uvejr. Siden da har møllen gennemgået flere restaureringer og løbende vedligeholdelse for at sikre, at den fortsat kan fortælle sin historie til kommende generationer. I 2024 har møllen igen gennemgået en omfattende restaurering. Møllens krøjning og svikning er blevet ført tilbage til deres oprindelige form fra 1820, så møllen nu fremstår, som den gjorde, dengang den var ny – med vinger, der igen kan dreje i vinden.